DIB Viden - BLOG

Lovforslag til ændringer i afskrivningsreglerne

Den 12. juni 2024 offentliggjorde regeringen et iværksætterudspil indeholdende 41 konkrete initiativer, der skal forbedre vilkårene for danske iværksættere. Udspillet har med god grund vakt stor opmærksomhed i skattekredse.

Forslag til ændringer i afskrivningsreglerne for forskning og udvikling samt knowhow og patentrettigheder

Den 12. juni 2024 offentliggjorde regeringen et iværksætterudspil indeholdende 41 konkrete initiativer, der skal forbedre vilkårene for danske iværksættere. Udspillet har med god grund vakt stor opmærksomhed i skattekredse.

Den 1. juli 2024 blev udkast til lovforslag sendt i høring med høringsfrist den 22. august 2024.

Jesper Anker Howes, skattechef hos Forca A/S og hovedredaktør på fagområdet selskabsskat hos DIB Viden, beskriver her Forslag til lov om ændring af afskrivningsloven, ligningsloven og lov om indskud på etableringskonto og iværksætterkonto (Afskaffelse af muligheden for at straksafskrive på EDB-software og knowhow og patentrettigheder m.v. og forhøjelse af fradraget for udgifter til forsøgs- og forskningsvirksomhed). Fokus vil være på de selskabskatteretlige aspekter.

Høringsudkastet i sin helhed læses her.

Der lægges i høringsforslaget op til markante ændringer for så vidt angår den skattemæssige behandling af knowhow og patentrettigheder samt licens- og brugsrettigheder samt EDB-software. Desuden justeres reglerne for behandling af omkostninger til forsøgs- og forskningsvirksomhed endnu engang.

Forslag til ændringer

Regeringen foreslår at afskaffe muligheden for straksafskrivning af udgifter til erhvervelse af knowhow og patentrettigheder samt licens- og brugsrettigheder hertil. Dette vil betyde, at disse udgifter fremover kun kan afskrives med op til 1/7 af anskaffelsessummen årligt. Samtidig foreslås det at ændre reglerne for fradrag og afskrivninger på driftsmidler og skibe, der anvendes til forsøgs- og forskningsvirksomhed.

Det foreslås endvidere at afskaffe muligheden for at straksafskrive anskaffelsessummen for EDB-software. Dette vil betyde, at anskaffelsessummen for EDB-software som udgangspunkt alene vil kunne afskrives efter afskrivningslovens § 5, dvs. med højst 25 pct. efter saldoprincippet.

Det vil dog fortsat være muligt at straksafskrive anskaffelsessummen for EDB-software efter afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 2, hvis anskaffelsessummen ikke overstiger 33.100 kr. (2024-niveau).

Den foreslåede lovtekst indebærer endvidere, at virksomheder fra og med indkomståret 2028 vil kunne fradrage op til 120 % af anskaffelsessummen for driftsmidler og skibe, der anvendes til forskning og udvikling, med en gradvis indfasning på 114 % i 2026 og 116 % i 2027. Der kan på samme måde tages fradrag for omkostninger til forskning og udvikling.

Dog indføres der også et samlet loft over det maksimale fradrag, som samlet set kan udgøre 1 mia. kr. (2024-niveau) pr. indkomstår for sambeskattede selskaber i samme koncern. Udgifter, der overstiger dette loft, kan dog fradrages med 110 % fra og med indkomståret 2026.

Gældende regler i dag

Efter de nuværende regler kan virksomheder straksafskrive udgifter til erhvervelse af knowhow, patentrettigheder samt licens- og brugsrettigheder hertil i det indkomstår, hvor udgifterne afholdes.

Det er i dag muligt at vælge at fradrage (straksafskrive) hele anskaffelsessummen for EDB-software i den skattepligtige indkomst for det indkomstår, hvori EDB-softwaren er anskaffet. Dette følger af afskrivningslovens § 6, stk. 1, nr. 4. Straksafskrives anskaffelsessummen ikke, kan der afskrives efter afskrivningslovens § 5, dvs. med højst 25 % efter saldoprincippet.

Siden 2018 har visse typer af udgifter til forsøg og forskning (udviklingsomkostninger) kunne fradrages i skatteregnskabet med et større beløb end de faktiske udgifter. I starten med 101,5 %. I årene 2020-2022 med 130 %. Her i 2024 lyder satsen på 108 %.

Vil du vide mere?

Med adgang til DIB kan du kan læse hele artiklen, hvor vores fagekspert Jesper Anker Howes kommenterer udkastet. Desuden får du kontinuerligt opdaterede opslag, interaktive skabeloner og tjeklister, kilder og kurser - og du har Jesper med på sidelinjen, når du er i tvivl.

De i Økonomipakken inkluderede kurser tæller desuden hvert især som fire timers efteruddannelse.

Du kan bestille en gratis og uforpligtende prøveadgang til DIB her.